Du kender måske din IP-adresse, men vidste du også at den ændrer sig med tiden? De fleste har en dynamisk IP-adresse, medmindre de tilvælger en fast IP-adresse. Læs om forskellene her, og bliv klogere på dine muligheder.
En dynamisk IP-adresse skifter automatisk og bruges af langt de fleste privatkunder. En fast IP-adresse ændrer sig ikke og gør det nemmere at få fjernadgang til hjemmets netværk. En statisk IP er en teknisk betegnelse for en IP, der manuelt er tildelt og aldrig ændres – ofte brugt af virksomheder og deres medarbejdere med hjemmekontor.
Hvad er en IP-adresse, og hvad bruges den til?
En internetprotokoladresse (IP-adresse) er et nummer, som tildeles hver enhed via DHCP (Dynamic Host Configuration Protocol). I hjemmenetværket er det routeren, der står for tildelingen af IP-adresser, og fra routeren er det din internetudbyder, der tildeler én offentlig IP-adresse. Denne IP-adresse er en identifikator, i stil med en nummerplade, der knytter sig til dit internetabonnement.

IP-adressen gør det muligt at identificere hver enkelt enhed, der f.eks. besøger en hjemmeside, spiller et spil via nettet, eller benytter en streamingtjeneste. IP-adressen er nødvendig, for at andre computere og servere ved hvilken enhed, der skal svares tilbage til. Det er samme princip som med telefonnumre – her skal netværket også vide, hvor kommunikationen skal sendes til og fra.
På hjemmenetværket har hver enkelt computer, tablet, smartphone m.m. også deres egne IP-adresser, som kan ses ved at logge på routeren. Det er routeren, der tildeler hver enhed en IP-adresse, hvorved de hver for sig kan identificeres og administreres på hjemmets netværk.
Når hver enhed forsøger at tilgå internettet via routeren/modemmet, deles de om en ekstern/offentlig IP-adresse, som er tildelt af internetudbyderen. Det betyder, at uanset hvilken enhed i et netværk du går på nettet med, vil IP-adressen være den samme.
Som standard er IP-adressen dynamisk, dvs. du får en tilfældig IP-adresse når du går på nettet. Du kan imidlertid også tilvælge en fast IP-adresse eller sågar en statisk IP-adresse, hvis du er en avanceret bruger.
På sider som myip.com kan du tjekke din nuværende IP-adresse og følge med i, hvor ofte den skifter. En dynamisk IP-adresse skiftes typisk mellem 1 og 7 dage.
Dynamisk IP-adresse – Billigt, automatisk og fint til private brugere
Dynamiske IP-adresser skifter typisk i et interval mellem 1 og 7 dage, eller hvis routeren genstartes. Der får du tildelt en ny IP-adresse af din internetudbyder, og denne IP-adresse beholdes i et begrænset tidsrum.
En dynamisk IP-adresse tildeles fra en pulje af ledige IP-adresser, og det betyder altså at du vil opleve en skiftende IP-adresse.
Dynamiske IP-adresser er standard, medmindre du aktivt har tilvalgt en fast eller statisk IP-adresse. En af de store fordele er at de er sværere at spore, og ‘brute force angreb‘ kan forebygges.
På den anden side er en dynamisk IP-adresse ikke ideel, hvis du ofte arbejder hjemmefra og har behov for at forbinde til interne systemer på din arbejdsplads. Din arbejdsplads vil nemlig typisk have visse sikkerhedsprocedurer sat i drift, hvorved det kun er kendte udefrakommende IP-adresser der kan få adgang til interne systemer og filer.
Hvor ofte skifter dynamisk IP?
Dynamiske IP-adresser kan bibeholdes i flere dage, selvom dit udstyr er slukket. Det skyldes, at der er en bestemt “lease time” (lejeperiode), som fastsættes af internetudbyderen. En dynamisk IP-adresse kan således lånes i 1-7 dage. Spørg din internetudbyder, hvis du er i tvivl om dette.
Fast IP-adresse – stabil og forudsigelig adgang til dit netværk
Som navnet antyder, bliver en fast IP-adresse tildelt og bibeholdt så længe du måtte have behov for det. Dette er blandt andet nyttigt, når to enheder på forskellige lokationer skal kunne forbinde med hinanden direkte.
En fast IP-adresse er eksempelvis brugbar til en arbejdsplads hvor ansatte, samarbejdspartnere og kunder skal kunne tilgå produktionsmaskiner fra eksterne lokationer. Her vil netværket nemlig altid have den samme eksterne IP-adresse, som dermed fungerer lidt på samme måde som et telefonnummer: Du ved altid præcist hvilken IP-adresse du skal forbinde til, og det ved både kunder og samarbejdspartnere også.
Du kan også få en fast IP-adresse til hjemmenetværket, hvilket eksempelvis er gavnligt hvis du skal kunne tilgå eksterne computere eller netværk hvor der kun er adgang for bestemte IP-adresser.
EWII skriver eksempelvis om faste IP-adresser:
“En fast IP er til dig, som har en server eller andet udstyr, du skal tilgå, når du ikke er hjemme, og derfor har brug for, at IP-adressen altid er den samme. Sagt på en anden måde: Med en fast IP-adresse ligger data på det samme telefonnummer altid.”
Normalt skal du betale en smule ekstra for at få tildelt en fast IP-adresse af din udbyder, og det er ikke alle udbydere der tilbyder dette. Hvis du ønsker en fast IP-adresse, skal du derfor undersøge ved din udbyder om dette er muligt – eller finde en udbyder, der tilbyder det.
En fast IP-adresse kan medføre øget sikkerhedsrisiko, fordi IP’en ikke ændrer sig over tid. Det gør det nemmere for angribere at finde og målrette systemer med fx brute-force eller DDoS-angreb. Fast IP kan også være nemmere at spore, hvilket kan påvirke anonymitet og privatliv, især hvis systemet ikke er beskyttet med firewall og opdateret software.
Statisk IP-adresse – til avancerede brugere og høj oppetid
Statiske og faste IP-adresser er ikke helt det samme, og TDC Erhverv skriver blandt andet følgende:
Fordelen ved en statisk IP-adresse er, at din router ikke skal udveksle oplysninger med vores central. Det gør det en smule hurtigere at starte dit trådløse udstyr op, efter det har været slukket. Derudover kan du udskifte din router.
TDC Erhverv
Som ulempe nævnes dog at en statisk IP-adresse kan være besværlig at sætte op, da der skal registreres tekniske oplysninger såsom standard gateway og undernetmaske i dit netværksudstyr for at forbindelsen virker som den skal.
Hvis du driver virksomhed hjemmefra og skal kunne forbinde med kunder og samarbejdspartnere, bør du derfor overveje om fast eller statisk IP-adresse er den bedste løsning i din situation.
De fleste vil sagtens kunne “nøjes” med en fast IP-adresse, men hvis din virksomheds drift er dybt afhængig af at kunne være online 24 timer i døgnet uden nedbrud kan en statisk IP-adresse være et bedre valg. Skulle dit netværksudstyr bryde sammen, kan du nemlig udskifte det hurtigt og enkelt uden at det får betydning for din eksterne IP-adresse.
Sådan får du ny IP-adresse
Du kan som udgangspunkt ikke bare skifte din IP-adresse når du har lyst, men der findes måder det kan gøres på udenom din internetudbyder. Og det er stadig fuldt ud lovligt.
Hvis du i tide og utide får brug for at skifte til en ny IP-adresse, kan du oprette et abonnement hos en VPN-udbyder.
VPN står for “Virtual Private Network”, og hos en VPN-udbyder kan du nemt skifte din lokation og dermed få en ny IP-adresse, så du ikke kan spores. Et VPN fungerer nemlig som en “bro” mellem din computer og internettet, og en server eller hjemmeside kan dermed ikke se din lokation eller læse din private IP-adresse.
Dynamisk IP kan skiftes efter slukning – men…
Selvom det kaldes dynamisk IP-adresse, kan der gå længe før du får tildelt en ny. Og KUN hvis dit modem/router har været slukket i længere tid. F.eks. er der hos YouSee en “lease time” på 72 timer, hvilket betyder at du skal have slukket dit udstyr i mindst 72 timer for at få en ny IP-adresse. Dette kan for de flestes vedkommende slet ikke betale sig at vente på.
Fast IP kan normalt ikke skiftes
Hos Hiper er udmeldingen, at en fast IP-adresse ikke skiftes, ej heller selvom dit udstyr har været slukket i længere tid.
Sådan får du anonym IP-adresse
Hvis du ønsker en anonym IP-adresse, der ikke direkte kan spores til dig, skal du benytte en VPN-service såsom NordVPN, Proton VPN, Surfshark el.lign. Det er ikke en direkte anonym IP-adresse, da VPN-servicen stadig lagrer din offentlige IP-adresse på deres servere, men den skjules bag VPN-udbyderens IP-adresse.
VPN står for “Virtual Private Network” og danner således en sikker bro mellem dig og internettet. Det er en slags barriere, der skaber et ekstra sikkerhedslag, hvilket blandt andet er fordelagtigt, hvis du bruger offentlige netværk med mange brugere.
Hvad koster fast IP-adresse?
En fast IP-adresse koster fra 19 kroner pr. måned og op til 39 kroner pr. måned hos nogle af landets førende internetudbydere. Der er lidt flere muligheder som erhvervskunde, men her fokuserer vi på tilbud til privatkunder. Se priseksempler herunder:
Priser på fast IP-adresse:
| Udbyder | Muligheder | Pris |
|---|---|---|
| EWII | Fast IPv4 og IPv6 | 39 kr./md. + 99 kr. oprettelse |
| Hiper | Fast IPv4 og IPv6 til fiberkunder | 19 kr./md. |
| Fastspeed | Fast IP til fiber/kabel-TV Ikke til mobilt bredbånd | 19 kr./md. |
| Altibox | Fast IPv4 til fiber/coax | 39 kr./md. + 99 kr. oprettelse |
| NetNørden | Fast IPv4 og IPv6 Avancerede funktioner (reverse DNS, BGP) | Ukendt |



