Starlink kom til Danmark i slutningen af 2021, og siden er der sket meget. Hastigheden er forbedret, priserne er sænket og udstyret er opdateret. Få overblik over priser, og bliv klogere på om satellitbredbånd er noget for dig.
Hvad er Starlink?
Starlink er satellitbredbånd, som fungerer ved hjælp af et verdensomspændende netværk af satellitter. Det betyder at du kan få internet over alt på jordkloden, så længe du har strøm til det påkrævede udstyr (en parabol og router).
Det er Elon Musks SpaceX (Space Exploration Technologies Corp.), der ejer Starlink, og som står for opsendelsen af satelitter til rummet. Da projektet blev annonceret tilbage i 2019, var planen at dække alle befolkede dele af verden, og ved indgangen til 2026 er udviklingen som følger:

SpaceX opsender stadig raketter med nye Starlink-satelitter, som skal sættes i kredsløb om jordkloden. Formålet herved er at udvide dækningen, men også forbedre dækningen i eksisterende områder. Det betyder at hastigheden stiger med tiden, så Starlink holder sig konkurrencedygtigt.
Når du bestiller Starlink får du en parabol med tilhørende udstyr, som kræver stikkontakt for at fungere. Dernæst skal udstyret justeres og parabolen vinkles korrekt, hvorefter du er klar til at gå på internettet. Planen er selvfølgelig at hele verdens befolkning får adgang til hurtigt og frit internet, uanset om de lever på toppen af et bjerg eller langt ude i ødemarken.
Hvad koster Starlink i Danmark?
Starlink koster fra 260 kroner pr. måned, og der er i skrivende stund to forskellige abonnementstyper beregnet til hjemmebrug:
- Residential til 395 kr./md. med ubegrænset data og downloadhastighed på mellem 135 og 305 Mbit
- Residential Lite til 260 kr./md. med ubegrænset data og nedprioriteret downloadhastighed på mellem 80 og 200 Mbit
Siden februar 2021 er prisen for Starlink faldet markant i Danmark. I februar 2021 startede prisen for Residential-abonnementet på 769 kroner pr. måned, og udstyr kostede 4359 kroner i alt.
I januar 2025 kostede samme abonnement 485 kroner pr. måned, og udstyret kostede 2777 kroner i alt.
Og nu, godt et år senere, koster Residential kun 395 kroner pr. måned med gratis leje af udstyr. Der er ingen binding, og du får stadig 30 dages fuld fortrydelsesret. Starlink har, med andre ord, tilpasset sig konkurrencen på markedet.


Den samlede pris er altså nu:
- Starlink Standard Kit: 0 kr. (leje)
- Forsendelse: 177 kr. (engangspris)
- Abonnement: 260 – 395 kr./md.
Er Starlink pengene værd?
På trods af at Starlink har mange tilfredse brugere, mener jeg ikke det er pengene værd i Danmark. Vi er et land med veludviklet infrastruktur, og de fleste har adgang til mindst to internetteknologier på deres adresse, som er markant billigere. Starlink kan nok bedst betegnes som et nicheprodukt herhjemme, men det er ikke ensbetydende med at det er dårligt. Tværtimod – flertallet er meget tilfredse med deres internetforbindelse fra Starlink, og roser den blandt andet for at være hurtig, stabil og pålidelig.
Hvor hurtigt er Starlink internettet?
Starlink lover hastigheder på mellem 130 og 305 Mbit/s og en latency på mellem 20 og 60 ms. Hastigheden kan svinge en del fra minut til minut, hvilket også bekræftes af flere brugere på internetforummet Reddit. Her skal man dog huske, at Starlink og andre typer satellit internet kan påvirkes af lokale vind- og vejrforhold, men også den aktuelle satellitdækning.
Udover hastigheden er det interessant at kigge på latency, som helst skal ligge mellem 20-30 ms for en god oplevelse med gaming og streaming. Starlink ligger oftest højere end dette, og en latency på 80-100 ms er ikke usædvanlig. Høj latency kan forårsage problemer i visse typer af online computerspil, men også ved streaming, hvor film eksempelvis kan gå i stå i få sekunder. Det synes jeg personligt er irriterende, men jeg ville nok godt kunne leve med det.
Starlink arbejder naturligvis hele tiden på at forbedre internetforbindelsen, hastigheden og latency, og brugerne har med tiden set en forbedring på alle disse parametre. I løbet af år 2025 er hastigheden også blevet løftet, og der sendes stadig nye satellitter op i rummet.
Fordele ved Starlink
- Hurtig internetforbindelse uafhængig af landforbindelser
Starlink tilbyder hurtig internetforbindelse, der ikke afhænger af traditionelle landforbindelser som fiber eller kabel-TV. Så længe du har adgang til strøm (og evt. en strømforsyning som solceller eller batterier), kan du få internet. - Dækker hele Danmark, også fjerntliggende områder
Starlink tilbyder internetdækning over hele Danmark, inklusiv de mest afsidesliggende områder, hvor traditionelle internetudbydere kan have begrænset eller ingen dækning. - Velegnet til campister og sejlere
Starlink er ideelt til personer, der rejser eller opholder sig i områder uden fast internetinfrastruktur, som campister og sejlere. Det gør det muligt at have internetforbindelse, selv når man befinder sig langt væk fra land. - Nem installation og hurtig opsætning
Starlink er designet til at være brugervenligt med en simpel installationsproces, som ikke kræver teknikerbesøg. Leveringstiden er som regel kort, og de fleste brugere kan opsætte systemet på egen hånd. - Mulighed for at undgå lokal censur
Starlink fungerer ved at omgå nationale internetknudepunkter, hvilket kan give brugerne en vis grad af anonymitet og mulighed for at undgå lokal internetcensur i lande, hvor adgang til visse websites eller tjenester er begrænset.
Ulemper ved Starlink
- Relativt dyrt
Selvom priserne på Starlink er faldet siden lanceringen, er de stadig højere end mange traditionelle internetmuligheder som fiber eller kabel-TV. Omkostningerne til både installation og abonnement kan derfor være en økonomisk belastning for nogle. - Stor variation i hastighed og stabilitet
Der kan være store variationer i hastigheden og stabiliteten af Starlink-forbindelsen, afhængig af faktorer som vejrforhold, satellitbelastning og geografisk placering. Det kan føre til problemer med streaming, gaming eller videokonferencer. - Krav om fri adgang til himlen
For at Starlink kan fungere optimalt, kræver det fri udsigt til himlen for at opfange signalet fra satellitterne. Det kan være et problem i etageboliger eller områder med tæt skov, hvor signalet kan blive blokeret. - Langsommere end fiber og 5G
Selvom Starlink tilbyder hurtigere forbindelser end mange traditionelle løsninger, vil hastigheden stadig være langsommere sammenlignet med moderne fiberforbindelser eller 5G-netværk, især under peak-tider eller i tættere befolkede områder. - Kundeservice får kritik
Mange beskriver oplevelsen med kundeservice (eller mangel på samme) som dårlig, eftersom det er svært at få kontakt og opnå en reel løsning på eventuelle problemer. - Højt strømforbrug
Udstyret (parabolen og routeren) bruger meget strøm, og det er en ulempe hvis de f.eks. kører på batteri.
Alternativer til Starlink
Hos Tjekditnet.dk kan man se, at over 90 procent af alle adresser har adgang til hurtigt fibernet. Derudover kan de fleste få 5G internet med hastigheder mellem 200 og 500 Mbit/s gennem et af tre landsdækkende mobilnetværker. Der er således gode muligheder for at få internet, som både er hurtigere og billigere end Starlink. Jeg anbefaler at du bruger mit bredbåndsværktøj til at finde de bedste priser på din adresse.
I tabellen herunder kan du se aktuelle priser på forskellige typer af internet:
| Bredbånd priser fra: | Billigste: |
|---|---|
| Altibox bredbånd via kabel-TV | 204 kr./md. |
| Oister 4G bredbånd | 239 kr./md. |
| Fastspeed bredbånd via kabel-TV | 249 kr./md. |
| Oister 5G bredbånd | 269 kr./md. |
| Norlys bredbånd via kabel-TV | 269 kr./md. |
| EWII bredbånd via kabel-TV | 279 kr./md. |
| BornFiber fibernet | 289 kr./md. |
| Hiper 5G bredbånd | 299 kr./md. |
| Waoo fibernet | 299 kr./md. |
| Telenor bredbånd via kabel-TV | 309 kr./md. |
I Danmark er internetforbindelser generelt billige og bredt tilgængelige, men det er ikke en selvfølge i alle lande. Vi skal ikke længere væk end til Sverige, Tyskland eller Norge, før vi finder fjerntliggende områder uden dækning. Her er Starlink ideelt, da der tilbydes høje hastigheder uafhængigt af lokationen.
Mange vil måske også vælge Starlink som en reserveløsning, eksempelvis hvis de er afhængige af internettet for at holde virksomheden kørende. Starlink fungerer nemlig uafhængigt af lokale forhold på jorden, så længe der er strøm til parabolen og routeren.
Sådan fungerer Starlink i praksis
I videoen herunder kan du se hvordan 2. generation af Starlink ser ud, samt hvordan systemet fungerer:
Som standard medfølger følgende til dit Starlink-udstyr:
- Starlink parabol med fod
- Trådløs Wi-Fi 6 router
- Starlink kabel
- Strømkabel
- Strømforsyning
Herudover kan man tilkøbe forskellige fødder og beslag, samt et længere Starlink kabel.
Man kan også købe Starlink internet til at bruge på farten eller på havet. Her er priserne og pakkerne anderledes, da de passer til forskellige behov.
Hvornår kan man se Starlink satelitterne over Danmark?
Starlink satellitterne kan sommetider ses som små lysende prikker på himlen. De minder mest af alt om stjerner, der bevæger sig i en række over himlen – se dette klip, som er optaget over Europa:
På videoen ses Starlink-satellitter på række, mens de bevæger sig over himlen cirka 550 kilometer over jordkloden. Hos SpaceX kalder man også denne formation for et “train” eller på dansk “tog”, da de til forveksling ligner en række togvogne der følger hinanden over himlen.
Se Starlink satelitternes bane hos Satflare, hvis du gerne vil vide hvornår de bevæger sig over Danmark. Her kan du enten få vist alle satelitter på én gang, eller se banen for et enkelt train ad gangen.
Satelitterne ses ikke så tydeligt som førhen
I en artikel udgivet hos BBC News forklares det, at de kraftigt lysende satellitter kan være fortid da man hos SpaceX arbejder på at begrænse refleksionen af sollys i panelerne. Det har nemlig vist sig at være et problem for astronomerne, da de kraftigt lysende satellitter kan obstruere deres arbejde.
Skal vi være bekymrede for Starlink-satelitternes indtog i rummet?
SpaceX opsender nye satellitter med korte mellemrum, som skal indgå i Starlink-netværket og gå i kredsløb om jorden. Det skaber selvfølgelig nogle bekymringer på grund af det kraftigt øgede antal satellitter, som farer rundt i atmosfæren og risikerer at støde sammen med andet udstyr.

Bekymringen er også at man ved sammenstød sender endnu mere affald i kredsløb om jorden, hvilket skaber øget risiko for sammenstød i fremtiden.
Denne YouTube-video illustrerer på en god måde hvordan rumaffaldet har bredt sig i takt med at vi er begyndt at udforske rummet siden 1950’erne.




Jeg rejser rundt i verden. Må jeg bruge Starlink, hvis jeg tager “modtager/router” med til FX Canada eller Grønland
Hej Johnny,
Starlink kan bruges i flere lande, hvis du køber deres Roam-abonnement. Se priser og muligheder her:
https://www.starlink.com/roam
Det er muligt bestille abonnementet uden køb af udstyr, hvor du så blot indtaster din Starlink Identifier og knytter det til en ny/eksisterende konto.
Venlig hilsen
Thomas, Telefinder.dk
Kan man forestille sig Sarlink benyttet som fælles accesspoint. fx lille landsby i Vestjylland hvor 5 huse samles om én forbindelse?
Hej Ivan,
Det er en spændende tanke. Det kan sikkert lade sig gøre i fremtiden, men det vil kræve kraftigt udstyr at dække flere huse. Og så er spørgsmålet, om det er rentabelt. Man kan håbe, at abonnementet bliver billigere i fremtiden.
Venlig hilsen
Thomas, Telefinder.dk
Nu skriver i at Starlink vil være mere eller mindre overflødigt i DK, for mit vedkommende ser jeg frem til at det kommer, har skrevet mig op og bestilt det, da jeg bor et sted hvor jeg på trods af at have 5g mobilt bredbånd, ikke kan gøre andet end at streame, vi er 3 der ynder at game i husstanden men det er for dårlig forbindelse (for meget lag) til at vi gider døje med det, (både kablet og WiFi), fiber er der ikke udsigt til at få gravet ned her, da huset ikke er tilskuds berettiget, og ADSL/Hybrid er afprøvet og er værre end ren mobil, så jo kom gerne med Starlink 🙂 betaler gerne det mere såfremt det er mere stabilt.
Hej Hellemose,
Øv det lyder da irriterende med jeres nuværende internet. Jeg kan godt forstå at Starlink virker som et interessant alternativ i jeres tilfælde. For flertallet af danske husstande tror jeg dog stadig at der findes bedre (kablede) alternativer, men der er selvfølgelig stadig områder som har lange udsigter til hurtigt fibernet/5G bredbånd.
Jeg ved at Starlink bliver bedre og bedre hele tiden, så måske er det et interessant alternativ for jer? Hastighederne skulle angiveligt ligge på mellem 100-150 Mbit/s, og man arbejder ligeledes på at reducere latency (vigtigt når man gamer).
Der står lidt om Starlink og gaming her:
https://mashable.com/article/starlink-latency-improves-online-gaming
Venlig hilsen
Thomas, Telefinder.dk
Kan man bruge startlinjen på skibe
Hej Henrik,
Ja Starlink kan med fordel benyttes på skib, Elon Musk har tidligere svaret på dette i et Tweet:
https://twitter.com/elonmusk/status/1323691195239960579
Venlig hilsen
Thomas, Telefinder.dk
Kan det ikke passe at en af det største fordele ved starlink er deres lave ping næsten ligegyldigt hvor lang serveren er? f.eks hvis jeg som dansker gerne vil spille på amerikanske servere så er mine nuværende alternativer næsten ubrugelige selv med høj båndbredde da jeg stadig får en relativt høj ping med store udsving.
Har du nogen kendskab til gamere der har testet dette?
Hej 192,
Jeg beklager det sene svar. Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål, som jeg nu har brugt noget tid på at undersøge. Desværre har jeg ikke fundet et brugbart svar, men jeg har fundet en side som er værd at holde øje med for fremtiden:
https://starlinkstatus.space/
På siden måles blandt andet ping fra stationer i flere verdensdele, hvilket giver et samlet billede af hvor godt Starlink fungerer.
Jeg vil umiddelbart tro at Starlink resulterer i samme ping, som du oplever på eksempelvis fibernettet. Starlink-satelitterne er stadig afhængige af gateways på landjorden, som kobler dig til resten af internettet. Dvs. hvis du eksempelvis ønsker at joine en server på amerikansk jord, skal signalet først sendes til en satellit i dette luftrum – og dernæst sendes til en gateway på landjorden. Hvis denne gateway er placeret langt fra spilserveren, kan du potentielt opleve samme problemer som ved kablet internet.
Du kan læse mere om gateways og fremtidsudsigterne her:
https://www.tesmanian.com/blogs/tesmanian-blog/spacex-is-already-setting-up-starlink-gateway-stations-around-the-world
Slutteligt er det værd at nævne, at Starlink stadig er i et tidligt stadie, og at det må forventes at hastighed og ping forbedres over tid. Jeg holder denne artikel opdateret, når der kommer ny viden på området.
Venlig hilsen
Thomas, Telefinder.dk